Fem beboere på Kærshovedgård dømmes efter langvarig narkosag
Anklager kalder sag om kokain og heroin alvorlig. Et udbytte på en halv million kroner konfiskeres.
Fem beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård har brugt en del af deres tid på at håndtere hård narkotika.
Det konstaterer Retten i Herning torsdag formiddag i en dom vedrørende fire mænd og en kvinde.
Mændene er hver idømt fængsel i otte år, mens kvinden straffes med fængsel i fem år, rapporterer TV Midtvest.
Sagen er ret omfattende og har været behandlet af retten siden januar. Det viste sig, at der i første omgang var afsat alt for få retsdage.
Under efterforskningen har politiet aflyttet rum og andre metoder for at skaffe beviser i sagen, oplyser tv-stationen.
De dømte, der skal have håndteret i alt otte kilo kokain og heroin, har alle på stedet anket dommen til Vestre Landsret, oplyser anklagemyndigheden.
Mændene er henholdsvis 30, 33, 34 og 36 år. Kvinden er 35 år. Alle er samtidig blevet udvist for bestandig.
Fire mænd og en kvinde dømt for besiddelse og salg af narkotika. Alle dømte var på gerningstidspunktet beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård #anklager https://t.co/ulrubNoMgT
— Anklagemyndigheden v. Midt- og Vestjyllands Politi (@MVJsanklagere) September 19, 2024
De dømte er Jalil Azizi, Jonas Qadari, Saman Salehi, Mohidin Kobadi samt Somayeh Davari, som er iranske statsborgere.
Kvindens rolle bestod i at være chauffør for den ene af mændene i forbindelse med hans håndtering af 3,1 kilo heroin, som var gravet ned i et skovstykke i Ikast.
Mændene er dømt for at have modtaget, besiddet og videresolgt mindst fire kilo kokain i Ikast- og Herning-området.
- Det er en alvorlig sag, som samtidig har været længe undervejs, så jeg er også godt tilfreds med, at vi når sat et foreløbigt punktum, udtaler specialanklager Lisette Lysgaard i en pressemeddelelse.
Sidste sommer oplyste Midt- og Vestjyllands Politi, at man ved anholdelserne havde beslaglagt mere end en halv million kroner i kontanter. Dette beløb er ved dommen konfiskeret. Pengene ryger altså i statskassen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned