Fredag blev der sat - for nogen - et foreløbig punktum i et stort sagskompleks om mange tyverier i millionklassen fra lastbiler parkeret på rastepladser primært langs Sydmotorvejen ved den afsluttende retssag i Retten i Nykøbing. Flere af tyverierne foregik fra lastbiler på rastepladser på Lolland-Falster.
Sagen har siden sidste sommer været efterforsket af Udlændingekontrolafdelingen under Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
De dømte i sagen er fem mænd, hvoraf de tre stammer fra Kosovo, mens de øvrige to er henholdsvis kroatiske og svenske statsborgere. Fire af dem er bosiddende i Sverige, mens en er bosiddende i Danmark.
Den hårdeste straf fik 37-årige Liridon Latifi, som blev idømt tre års fængsel og udvisning for bestandig. Han ankede på stedet dommen. Han har ifølge senioranklager hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Anne Marie Fink været bosat i Danmark de seneste 25 år.
Ifølge anklageskriftet skulle det være Liridon Latifi, som har optrådt i de fleste af de mange sager, som sagskomplekset har omhandlet.
Annonce
- Set som et samlet billede, er jeg meget tilfreds med dommene, siger Anne Marie Fink.
En anden af de dømte ankede også straffen. Den 39-årige Muhamet Visoka, som har bopæl i Sverige, blev idømt to år og udvisning af Dannark for bestandig. Det vil sige, at både hans og Liridon Latifis sag skal køre forfra i landsretten.
Foruden de to nævnte blev 35-årige Ismail Murtezani, 36-årige Selmir Maslic og 36-årige Visar Bejtullahu idømt henholdsvis halvandet og halvandet års fængsel og et år og tre måneders fængsel. Når deres straffe er udstået, vil de blive udvist af Danmark. Dog ikke for bestandigt.
SAGEN KORT: Anklagemyndigheden lagde til grund for sagen, at de seks personer har begået "organiseret, omfattende og systematisk tyveri af varer til store værdier" fra lastbiler på Sjælland og Lolland-Falster primært på Sydmotorvejen og i et enkelt tilfælde også i Jylland. Efterforskningen fra politiet konkluderede, at de i personbiler kørte rundt og rekognoscerede, og når de fandt en interessant lastbil, skar de først et kighul i presenningen, hvorefter resten af banden blev tilkaldt og kom i enten en VW- eller en Opel-varebil.
Efter at have skåret et større hul flyttede de varerne fra lastbilerne over i varebilerne og transporterede varerne til lagerrum i Brøndby og Kastrup, hvorfra varerne blev distribueret videre - i nogle tilfælde til udlandet.
Politiet slog til med flere ransagninger og overvågede blandt andet lageret hos Pelican Storage i Brøndby - her blev de fem tiltalte set bære varer ind og ud i dagene omkring 23.-27. juli 2021. 30. august 2021 gennemførte politiet en hemmelig ransagning i et lager hos Shurgard i Kastrup, og dagen efter var det lageret i Brøndby, der blev ransaget.
Flere sager på vej
I forbindelse med starten på sagen, som har kørt over seks retsdage i Retten i Nykøbing siden starten af juni, udtalte politikommissær Carsten Høj Hansen hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, at anholdelsen og sagen mod de fem ikke betød, at det var slut med store tyverier fra lastbiler på rastepladser.
- Der er nye sagskomplekser på vej. Vi har en formodning om, at både de sager, som behandles i retten nu, og de kommende, tilhører en personkreds i et meget stort internationalt netværk, sagde han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde