Fem kræves fængslet efter skudepisode i Rungsted
Politidirektør Jens-Christian Bülow (tv) og chefpolitiinspektør Magnus Andresen fortæller på et pressemøde på Rungsted Havn, om efterforskningen af det voldsomme opgør lørdag aften, hvor en blev dræbt og fire såret af skud, knivstik og påkørsel af biler. Fem mænd fremstillet søndag eftermiddag i grundlovsforhør. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Ofre blev skudt, stukket ned og påkørt af biler under opgør mellem kriminelle grupper lørdag aften.
Fem mænd bliver søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød efter lørdagens voldsomme opgør i Rungsted.
Tidligere søndag oplyste politiet, at seks mænd skulle fremstilles.
Men efter en nøjere juridisk vurdering, er det kun fem af dem, der skal stilles for en dommer, oplyser Henriette Døssing, pressekoordinator ved Nordsjællands Politi.
Politiet modtog lørdag aften klokken 18.03 en anmeldelse om skyderi på Rungsted Strandvej.
En 20-årig mand fra Nivå blev dræbt af skud, mens fire andre mænd i alderen 20-27 år kom til skade i forbindelse med sammenstødet.
Tidligere har politiet givet indtryk af, at de fire sårede var blevet ramt af skud. Men på pressemødet kom det frem, at én blev såret af skud, én med knivstik, mens de to andre ser ud til at være påkørt af biler.
- Tre er stadig indlagt, mens en er udskrevet. To af dem har fået alvorlige skader, siger chefpolitiinspektør Magnus Andresen på pressemødet.
I alt 22 personer blev anholdt i kølvandet på episoden, men 17 af dem er altså løsladt igen. Nogle blev anholdt på stedet, mens andre blev anholdt i Greve-området og andre steder på Sjælland.
Politiet har fundet et skydevåben og flere efterladte biler i området, men man har endnu ikke fundet en kniv, der kan være brugt.
- Vi kender de mistænkte, og vi har en formodning om, at de er med i et kriminelt netværk, siger Magnus Andresen.
Lørdag eftermiddag ved politiet stadig ikke, hvad der gik forud for episoden, og om opgøret var planlagt.
- Det er en af vores opgaver nu at finde frem til, hvad der gik forud, forklarer chefpolitiinspektøren.
Som en tryghedsskabende foranstaltning har politiet intensiveret patruljeringen og opstillet en mobil politistation på Rungsted Havn.
- Her kan borgerne også henvende sig, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe til opklaringen, siger politidirektør Jens-Christian Bülow på pressemødet.
På Twitter skriver justitsminister Søren Pape Poulsen (K) blandt andet, at det går over "enhver forstand, at mennesker kan få sig selv til at skyde på åben gade".
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker