Fem mænd anholdt i forbindelse med overfald i Løgstør

Politiet mener at have fundet gerningsmændene til et overfald i Løgstør, hvor en 18-årig pige søndag morgen blev udsat for både røveri og voldtægtsforsøg, da hun var på vej hjem fra en tur i byen.

Offentliggjort Sidst opdateret

To mænd slog hende og forsøgte at begå et seksuelt overgreb mod hende, og de frarøvede hende hendes pung og mobiltelefon, inden de stak af.

Politiet offentliggjorde i weekenden et signalement af gerningsmændene, og en henvendelse førte mandag til anholdelse af fem yngre mænd med udenlandsk baggrund i en lejlighed i Løgstør.

- Vi fik et tip om, at nogle af mændene i lejligheden kan have med overfaldet at gøre, siger efterforsker Johan Nielsen fra politiet i Himmerland.

Når politiet valgte at tage alle fem med på stationen, skyldes det, at der er rod med deres identitetspapirer.

- En af dem har tilsyneladende en falsk identitet, men når vi har fået afhørt dem, venter jeg, at de tre vil blive løsladt, mens de to formodede gerningsmænd vil komme i grundlovsforhør, siger Johan Nielsen.

Overfaldet skete på Havnevej i Løgstør søndag morgen omkring klokken 6.20.

Offeret blev slået flere gange i ansigtet, og hun skreg op i forsøget på at gøre modstand. En person, der bor i området, hørte også skriget.

De to mænd, som politiet mistænker for overfaldet, vil blive sigtet for voldtægtsforsøg, oplyser Johan Nielsen.

/ritzau/