Det gik uhyrligt vildt for sig, da en varebil med fem mennesker forulykkede på Amagermotorvejen ved København tidligt lørdag morgen. Alle fem blev dræbt.
Kort før ulykken ved 03-tiden overhaler bilen - i nødsporet og med voldsomt fart - flere andre biler, beretter vagtchefen på Politigården i København, John Hansen.
Da føreren af bilen vil ud fra nødsporet igen, hvor Amagermotorvejen deler sig mod København og mod Øresundsbroen, mister han herredømmet over bilen og torpederer autoværnet i midten af vejen.
- Autoværnet er splittet ad over en strækning på 20-30 meter. Bilen er helt skilt ad, motoren blev slynget ud og fundet et stykke væk, fortæller John Hansen.
De dræbte er formentlig alle mænd. De tre sad i bilens varerum og blev slynget ud. De to på forsæderne havde sikkerhedsseler på og blev befriet. Den ene blev erklæret død på stedet. Den anden døde 20 minutter efter ankomsten til hospitalet.
Varevognen er dansk indregistreret på gule nummerplader, men politiet kunne tidligt lørdag morgen endnu ikke sige noget om, hvem de dræbte er.
- Kun i få undtagelsestilfælde, må der sidde så mange i en varebil, og umiddelbart tyder det ikke på, at det har været sådan et lovligt undtagelsestilfælde, fortæller John Hansen.
Amagermotorvejen var afspærret i et par timer, men var ved 06-tiden atter åben for trafik.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned