Fem mennesker dræbt på Amagermotorvejen

En af de værste trafikulykker i København i flere år har kostet fem mennesker i en varebil livet.

Ulykken skete lidt før kl. 03 lørdag morgen på Amagermotorvejen, hvor denne deler sig i en retning mod København C og en retning mod Københavns Lufthavn og Sverige, oplyser politiet.

- Bilen har kørt med en voldsomt fart. Føreren har mistet herredømmet og har torpederet autoværnet, som er splittet ad over en strækning på 20-30 meter, fortæller vagtchef på Politigården i København, John Hansen.

- Bilen er helt skilt ad, og alle fem, der sad i den er dræbt.

Varevognen er dansk indregistreret på gule nummerplader, men politiet kunne tidligt lørdag morgen endnu ikke sige noget om, hvem de dræbte er.

- Kun i få undtagelsestilfælde, må der sidde så mange i en varebil, og umiddelbart tyder det ikke på, at det har været sådan et lovligt undtagelsestilfælde, fortæller John Hansen.

Amagermotorvejen var lørdag morgen spærret for al trafik på ubestemt tid.

/ritzau/

Fem mennesker i en varevogn mistede livet ved København, da bilen blev knust mod autoværnet, som blev splittet ad over en længere strækning.

Offentliggjort Sidst opdateret