Findsen: Straffesag handlede kun om kabelsamarbejde
Den hjemsendte chef for FE, Lars Findsen, siger onsdag til TV 2, at en droppet straffesag mod ham udelukkende handler om et påstået kabelsamarbejde. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ifølge den hjemsendte chef for FE var han udelukkende tiltalt for at lække oplysninger om et kabelsamarbejde.
Ifølge den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, handlede straffesagen mod ham udelukkende om et påstået kabelsamarbejde mellem Danmark og den amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Det siger han i et interview med TV 2 onsdag.
Lars Findsen var tiltalt for at lække statshemmeligheder.
I en afgørelse om dørlukning i sagen mod ham bekræftede landets øverste domstol, Højesteret også, at sagen drejede sig om kabelsamarbejdet.
Højesteret vurderede, at man skulle anse samarbejdet som offentligt kendt.
- Det, Højesteret har sagt, er, at det her grundlæggende handler om kabelsamarbejdet. Det er ikke at betragte som hemmeligt. Så det kan vi sige, at det handler om, siger Lars Findsen til TV 2.
Ifølge mediet svarer han ja til et opfølgende spørgsmål om, hvorvidt det kun drejer sig om det.
I sidste uge valgte Anklagemyndigheden, at der ikke skulle gennemføres en straffesag mod Lars Findsen.
Det begrundede Anklagemyndigheden blandt andet med, at Højesteret havde givet Lars Findsen lov til at få udleveret en kopi af anklageskriftet mod ham.
På baggrund af det og Højesterets beslutning om, at der kun skulle være delvist lukkede døre i sagen, mente FE ikke, at man kunne fremlægge de fortrolige oplysninger, som Findsen var anklaget for at lække.
Derfor mente Anklagemyndigheden ikke længere, at det var muligt at bevise, at Lars Findsen var skyldig, og derfor skete det, som rent juridisk hedder påtaleopgivelse.
Det betyder, at Lars Findsen skal anses som uskyldig.
Det angivelige kabelsamarbejde blev første gang omtalt i offentligheden på baggrund af læk fra amerikanske Edward Snowden i 2013.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker