Fingeraftryk bragte politi på sporet

Foto: Fra politiets eftersøgning af drabsvåben. Foto: Michael Torfing

To af de tiltalte i Kragenæs-sagen drak øl i udhus før drabet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Både den 26-årige PN og 23-årige RH er enige på et punkt: De stod forud for det bestialske overfald på Poul Sørensen i hans udhus og drak hver en øl. Det blev afgørende for, at politiet på kort tid kom på sporet af at disse to, tidligere straffede, kunne være gerningsmænd til drabet, idet deres fingeraftryk blev fundet på ølflaskerne.

Den 17-årige NM er ikke belastet af så håndfast bevis på at være til stede. Imod ham taler, at han tidligt om morgenen næste dag fortalte sin mor og hendes ven, at han var kommet til at være med til at slå en mand ihjel, hvorefter moderen havde hjulpet sin søn med at brænde hans tøj i brændeovnen.

Han er også belastet af, at RH to gange i afhøringer har sagt, at de var tre, der kørte til Kragenæs på scooteren. Når de vendte tilbage var det fordi NM ville have fat i sin scooter, som stod i Kragenæs. RH ville meget gerne fjerne en lighter med hans navn på, mens PN var ivrig efter at få fjernet skaftet til hammeren, han havde slået på knæet med. NM sluttede med at køre Sørensens bil til Holeby.

PH erkendte også at have brændt tøj og kunne ikke forklare hvorfor, når han ikke havde dræbt nogen.

RH havde svært ved at forklare, hvorfor scooteren var efterladt i et skovbryn langt fra huset i Rævegade, når han blot ville spørge om lov til at bo i et udhus. Dertil kommer problemer med at få sms’er til at stemme med forklaringerne. Alle tre har problemer med deres forklaring.

Sagen fortsætter ved Retten i Nykøbing både torsdag og fredag.