Fire bandefolk fængslet i sag om stort våbenlager
En 42-årig mand med tilknytning til LTF er fængslet i sag om 10 våben. Brothas-medlem løsladt i sag om pistol.
En 42-årig mand med tilknytning til banden Loyal To Familia, LTF, er tirsdag i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i tre uger efter fundet af et stort våbenlager i en kælder på Nørrebro.
Våbenlageret i Jesper Brochmands Gade blev fundet 26. september.
I kælderrummet fandt politiet ikke mindre end 10 skydevåben - heriblandt seks pistoler og to maskinpistoler - samt store mængder ammunition af forskellig kaliber.
Desuden mener politiet, at der på et tidspunkt har ligget yderligere en revolver i kælderen.
Ifølge Ekstra Bladet er tre medlemmer af LTF i forvejen fængslet i sagen.
I grundlovsforhøret nægtede den 42-årige at kende til det store våbenlager, men han erkendte, at han var i besiddelse af en pistol, da han mandag blev anholdt i Søborg.
Hvis han til sin tid bliver dømt for det, han nu er sigtet for, står han til flere år i fængsel.
Våbenbesiddelsen alene skal som udgangspunkt give mindst to års fængsel. Men ifølge politiet og anklagemyndigheden skulle våbnene bruges i en bandekonflikt, og dermed kan straffen stige til det dobbelte.
Konflikten mellem banderne LTF og Brothas har raset i København siden foråret med adskillige sårede og tre døde som følge.
Siden 9. november har der dog ikke været skyderier i forbindelse med konflikten, da de to parter angiveligt har aftalt ikke at skyde på hinanden.
Tirsdag blev også et medlem af konfliktens anden part, Brothas, fremstillet i grundlovsforhør.
Den 22-årige mand er sigtet for besiddelse af en skarpladt pistol. Pistolen blev fundet i et buskads i Mjølnerparken 23. oktober - samme dag som et medlem af Brothas blev stukket ned.
På pistolen er der fundet dna, der med en sandsynlighed på en til 1300 kommer fra den 22-årige. Det vil sige, at det er 1300 gange mere sandsynligt, at sporet stammer fra ham end fra en anden tilfældig person i Danmark.
Det kan lyde som overvældende sandsynligt, men som regel taler man om en sandsynlighed på en til en million, når dna-spor skal bruges i en straffesag.
Dommeren i grundlovsforhøret lod sig da heller ikke overbevise, om, at der er begrundet mistanke mod manden og besluttede, at han skulle løslades.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned