Fire dømt for hjemmerøveri: Bagbandt mand og hans svigermor
Fire mænd har fået hårde straffe for et hjemmerøveri i en villa på Amager. Røveriet blev forpurret af en nabo.
Fire polske mænd har fredag i Københavns Byret fået strenge straffe for et groft hjemmerøveri på Følfodvej på Amager ved København sidste år.
Røveriet mislykkedes, fordi det blev afbrudt, inden de slap af sted med noget.
Et nævningeting har idømt dem alle fem et halvt års fængsel og udvisning, oplyser advokat Kåre Pihlmann, der er forsvarer for en af mændene.
Mændene, der er 26, 27, 28 og 30 år, ankede alle på stedet byrettens dom til Østre Landsret. De vil frifindes.
Det var en aften i marts sidste år, at tre maskerede mænd bevæbnet med en skarpladt pistol bankede på døren til huset til en nu 56-årig mand og hans svigermor, der er 88 år.
Da døren blev åbnet, råbte de "give me money", idet de trængte ind og overmandede de to personer i huset. De blev skubbet omkuld på gulvet, blev bagbundet med strips og fik gaffatape for munden.
Imens holdt en fjerde mand vagt udenfor.
Mens manden og svigermoren lå på gulvet, gav mændene sig til at gennemrode huset.
Imidlertid opdagede en opmærksom nabo, at der var et røveri i gang og slog alarm.
Politiet nåede tilstrækkeligt hurtigt frem til at anholde de tre mænd i huset. Den fjerde blev anholdt lige i nærheden.
Mændene har fra begyndelsen nægtet sig skyldige, men ifølge anklagen har de planlagt og udført det mislykkede røveri i fællesskab. Retten har ikke skelet til, hvad den enkeltes rolle har været.
Ifølge Kåre Pihlmann er straffen på fem et halvt års fængsel ikke fastsat i enighed, idet der blandt dommere og nævninger var ønske om både strengere og mildere straf.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde