Fire er anholdt for rovmord på 81-årig

Fire bulgarere er anholdt i forbindelse med rovmordet på den 81-årig Kirsten Inge Damsgaard i Gladsaxe ved København den 30. december.

Kvinden blev nytårsaftensdag fundet dræbt, kneblet og bagbundet i sin villa på Nordfrontvej i bydelen Mørkhøj. Hun blev kneblet så hårdt, at hun blev kvalt.

Nytårsaftensdag blev hun fundet død af sin datter. Den gamle kvindes vielsesring i rødguld og fire andre smykket var forsvundet fra huset.

To bulgarske mænd på 20 og 22 år er nu sigtet for drab og røveri.

- De fremstilles i grundlovsforhør i morgen (onsdag), oplyser efterforskningsleder Charlotte Skovby.

Intens efterforskning i halvanden uge og mange henvendelser fra folk førte til pågribelsen.

- Pludseligt kan vi stykke noget sammen, fortæller Charlotte Skovby.

De to kvinder på 14 og 19 år bliver afhørt med sigtedes rettigheder, men uden at være sigtede. Det er tirsdag aften endnu ikke afgjort, om de også skal fremstilles i grundlovsforhør.

Muligvis er de i Danmark for at besøge de to mænd, som har boet og arbejdet her nogen tid, oplyser efterforskningslederen.

Anholdelserne fandt sted på Frederiksberg omkring klokken 17.30 i en lejlighed og på gaden, og de skete ifølge politiet uden dramatik.

Lejligheden bliver nu ransaget af politiet. Dansk politi kender ikke de anholdte i forvejen.

Politiet har gennem længere tid eftersøgt to mænd, som er set bruge den 81-åriges kreditkort forskellige steder i København.

Kirsten Inge Damsgaards dankort blev første gang misbrugt på Herlev Bytorv ved ni-tiden om aftenen, samme dag som hjemmerøveriet, der endte i drab.

Senere på aftenen stak mændene kortet i hæveautomater i det indre København. Overvågningskameraer tog billeder, som politiet lagde på nettet og førte til henvendelser fra borgere.

/ritzau/

Politiet har anholdt to mænd og to kvinder efter rovmordet på en 81-årig kvinde fra Mørkhøj.

Offentliggjort Sidst opdateret