Fire mænd blev anholdt for brandstiftelse på natklub: Nu er de varetægtsfængslet

Der var brand i Club Zanzi i Kondensen i Nakskov natten til 4. december. Foto: Rikke Folm Berg

Retten i Nykøbing har varetægtsfængslet de fire mænd, der er tiltalt for at have startet en brand ved natklubben Club Zanzi i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

De fire formodede stiftere af den brand, der hærgede på Club Zanzi i Nakskov natten til onsdag, er varetægtsfængslet indtil 16. december.

Det udtaler politikommissær Bo von Würden fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Folketidende efter onsdagens grundlovsforhør.

Årsagen er, at der fortsat mangler noget efterforskning for at kunne fastslå en dom, forklarer han.

De fire blev anholdt et andet sted i Nakskov-området kort efter, at branden blev opdaget.

Ifølge politiets døgnrapport mødte en politipatrulje kort efter en bil på Højrebyvej, og betjentene lagde mærke til, at nummerpladen stemte overens med oplysninger fra vidner, der havde set bilen i Nakskov, og oven i købet var nummerpladerne kort forinden meldt stjålet fra en adresse i Stokkemarke.

Ingen mennesker kom noget til ved branden, men brandvæsnet har været i gang det meste af natten, ikke mindst med at lufte røg ud af bygningen, som blandt andet også rummer et fitnesscenter på første og anden sal.

- Da vi kom frem, var hele Vejlegadebro indhyllet i røg, og der var kraftig ild nede ved diskoteket. Branden var koncentreret om et rum, der støder op til bagindgangen til Club Zanzi, og der var meget kraftig røgudvikling i stueetagen, som trak helt op til tredje sal i bygningen, fortæller indsatsleder Jens Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen.

De fire er henholdsvis 25, 24, 24 og 23 år gamle og kommer alle fra Sjælland.

Læs reportage fra grundlovsforhøret her.