Fire mænd dømt for knivstik i Frederiksværk
Fire mænd blev tirsdag ved Retten i Hillerød idømt lange fængselsstraffe for et knivstikkeri i februar foran værtshuset Generalen på Nørregade i Frederiksværk.
En 16-årig dreng skal i fængsel i fem år for drabsforsøg, mens de tre andre, der er mellem 18 og 23 år, fik hver to års fængsel for grov vold. De fire, der er fra Tjetjenien, blev desuden udvist af Danmark for bestandig.
To af de dømte var til stedet i retten og ankede deres domme på stedet.
De hårde straffe skyldes, at der efter rettens vurdering var tale om et planlagt overfald mod tilfældige personer. Volden fik hårdest ud over tre unge, der fik knytnæveslag og knivstik.
En af dem fik skåret en pulsåre over, og en anden måtte opereres, da der var mistanke om, at han havde fået stukket hul på tarmen.
Sagen begyndte da et ungt kærestepar følte sig forfulgt af to af gerningsmændene og tilkaldte nogle venner.
Det fik gerningsmændene til at true med kniv og tilkalde forstærkninger, så seks mand kort efter ankom til Generalen, hvor de uden varsel gik løs på en gruppe unge mænd.
Blandt beviserne i sagen var en videooptagelse og et opkald til Alarmcentralen fra en af de tiltaltes telefon kort efter overfaldet.
Det fremgik af samtalen, at en mand var på vej til skadestuen med en overskåret finger. Han og to andre blev anholdt på hospitalet og hans dna blev senere fundet på gerningsstedet.
Retten mente, at det var bevist, at de fire tiltalte var med i gruppen af gerningsmænd, der tog til Generalen for at udøve vold. Derfor blev alle fire dømt for volden, selv om hver enkelts handling ikke var beskrevet.
To af de tre dommere fandt det bevist, at det var den 16-årige, der førte den kniv, der skar en pulsåre over, mens den sidste dommer ikke var overbevist om det.
I straffen på de fem års fængsel er der taget hensyn til drengens unge alder, og straffen indeholder også en tidligere voldsdom på seks måneders fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde