Fire mænd er blevet fængslet i sag om dobbelt skuddrab
Tre mænd blev ramt af skud ved et supermarked i Kalundborg i november. To af dem mistede livet.
Fire unge mænd, der blev anholdt tirsdag morgen i forbindelse med en drabssag fra Kalundborg, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det står klart efter et grundlovsforhør, der varede mange timer, oplyser vagtchef Boye Rasmussen ved Midt- og Vestsjællands Politi omkring midnat natten til onsdag.
Mændene mistænkes for at have været involveret i en skudepisode fra november, hvor to mænd blev dræbt, og en tredje mand fik alvorlige kvæstelser.
Forbrydelsen fandt sted på en parkeringsplads ved supermarkedet Meny i åbningstiden 17. november.
Lidt efter klokken 18.00 blev der affyret målrettede skud mod tre unge mænd. To af dem, en 21-årig fra Albertslund og en 24-årig fra København, mistede livet.
De fire anholdte er alle i 20'erne og fra Storkøbenhavn.
De fire mænd blev fremstillet i grundlovsforhøret ved Retten i Holbæk tirsdag fra klokken 13.00.
Det er uvist, hvad mændene er blevet sigtet for, ligesom det er uvist, hvordan de forholder sig i sagen.
Dørene ved grundlovsforhøret blev ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi lukket for offentligheden. Af samme årsag kan politiet ikke give yderligere oplysninger i sagen.
Politiet oplyste tirsdag morgen, at det foretog ransagning af flere adresser og lokaliteter i hovedstadsområdet efter anholdelserne.
Politiet har tidligere oplyst, at alle tre ofre er "kendt af politiet". Tidligere har Ekstra Bladet rapporteret, at ofrene tilhørte Sydkystgruppen. Denne gruppe har været i konflikt med personer fra den forbudte bande Loyal To Familia, har et såkaldt konfliktnotat fra politiet vist.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde