Fire mænd fængslet i østjysk sag om pillesmugling

Fire mænd er efter grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i fire uger. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fem mænd blev tirsdag anholdt i forbindelse med en stor aktion i Østjylland. Nu er fire af dem fængslet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En dommer ved Retten i Aarhus har onsdag besluttet at varetægtsfængsle fire mænd, der er sigtet for at indføre og sælge mindst 466.000 tramadolpiller til Danmark, frem til 17. juli.

Det skriver Østjyllands Politi på den sociale platform X.

Tramadolpiller er en form for receptpligtig smertestillende medicin.

To af de fire mænd tog forbehold for at kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

De fire mænd blev sammen med en femte anholdt tirsdag, efter at Østjyllands Politi med assistance fra Sydøstjyllands Politi havde lavet ransagninger på en række forskellige adresser blandt andet i det vestlige Aarhus.

Aktionen var et resultat af flere måneders efterforskning af indførelse af hård narkotika og store mængder smertestillende, sagde politikommissær Lau Kristensen fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

De anholdte mænd er henholdsvis 31, 50, 54, 22 og 26 år gamle.

Den 31-årige mand er foruden sigtelsen for indførelse af ulovlig receptpligtig medicin også sigtet for handel med ikke under 2,5 kilo kokain og 96 kilo hash.

Han er yderligere sigtet for handel med omkring 1000 smertestillende piller og for handel med flere skydevåben.

Østjyllands Politi skrev i tirsdagens pressemeddelelse, at man ikke forventede, at den 50-årige ville blive fremstillet i grundlovsforhør.

Flere af de anholdte mænd har ifølge politiet en relation til det kriminelle bandemiljø i det vestlige Aarhus.

Ifølge politiets oplysninger er der tale om et organiseret kriminelt netværk, som fra Spanien har indført de store mængder receptpligtig medicin til Danmark.

- Der er tale om en meget alvorlig sag omhandlende indsmugling af store mængder euforiserende stoffer, som i sagens natur også har en værdi af flere millioner kroner, sagde politikommissæren i pressemeddelelsen fra tirsdag.

I forbindelse med ransagningerne blev der beslaglagt et større kontantbeløb samt en større mængde formodede kopicigaretter.

Politiet beslaglagde også narko og et endnu ukendt antal tabletter af formodet receptpligtig medicin.

/ritzau/