Fire mænd frifindes også af landsret for gruppevoldtægt
Vestre Landsret i Viborg frifandt tirsdag fire mænd for en gruppevoldtægt. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Landsretten i Viborg stadfæster frifindelsen af fire unge mænd for sammen at have misbrugt en pige seksuelt.
Vestre Landsret i Viborg frifinder fire mænd i midten af 20'erne for gruppevoldtægt ved anden seksuel form end samleje af en dengang 19-årig kvinde i en lejlighed i Herning i december 2017.
Mændene var blandt andet tiltalt for at have fået kvinden til at udføre oralsex på to af dem og for have ført forskellige ting som en hårbørste op i pigens skede og endetarm.
Da sagen var for i byretten i Herning sidste år, var der ikke tvivl om, at det seksuelle samvær havde fundet sted.
Ikke mindst fordi noget af det var filmet på en senere delt video. Derfor var spørgsmålet alene om pigen frivilligt deltog.
I byretten var mændene også tiltalt for med en pille at have dopet kvinden forinden. Den del af sagen var udeladt i landsretten, da der ikke blev fundet spor af stoffer i kvinden bagefter.
Med sin afgørelse tirsdag følger landsretten altovervejende den tidligere afgørelse fra byretten.
Hvilket sendte et lettelsens suk og store smil på ansigterne af de fire tiltalte og udløste tårer og store omfavnelser fra fremmødte familiemedlemmer.
Samlet set har de fire mænd været tiltalt for 19 forhold. Men hovedforholdet var gruppevoldtægten. I byretten blev mændene frifundet for dette forhold med den lavest mulige margen, hvilket efterfølgende skabte stor offentlig debat.
Også i landsretten var der dog uenighed om voldtægtsspørgsmålet.
Seks nævninger mener, at kvinden var i en tilstand, hvor hun ikke var i stand til at modsætte sig de seksuelle handlinger. Men tre nævninger og de tre juridiske dommere finder det ikke bevist, hvilket vejer tungest.
- Sagen har været lang og hård for de tiltalte og for de involverede piger. Jeg skal ikke lægge skjul på, at sagen har været mere speciel end andre, slog retsformand Svend Bjerg Hansen fast, da han fremlagde rettens kendelse.
- Vi har vendt og drejet hver en sten. Retten har ikke taget stilling til det moralsk rigtige eller forkerte men alene foretaget en bevismæssig vurdering, sagde han.
Dermed står der kun tilbage, at en af de fire tiltalte i byretten blev kendt skyldig i en tidligere voldtægt mod en ekskæreste tilbage i 2013. Den kendelse er landsretten enig i.
I byretten blev han idømt et år og fire måneders fængsel samt betinget udvisning med en prøvetid på to år.
Vestre Landsrets udmåling af straffen i den sag, hvor anklager og forsvarer indstiller til henholdsvis skærpelse og frifindelse, finder først sted onsdag.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde