Fire mænd i 20'erne fængslet for drabsforsøg i Gadevang
Fire mænd i alderen 20 til 26 år er blevet varetægtsfængslet for et drabsforsøg i nærheden af Hillerød.
En dommer ved Retten i Hillerød har fredag varetægtsfængslet fire mænd og opretholdt anholdelsen af en femte i tre døgn for drabsforsøg på en 37-årig mand i Gadevang.
Det oplyser Christian Illum, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi, natten til lørdag.
De varetægtsfængslede er henholdsvis 20, 24, 24 og 26 år gamle. De skal sidde varetægtsfængslet frem til 8. februar.
Manden, som har fået opretholdt sin anholdelse, er 27 år gammel.
Sagen drejer sig om et drabsforsøg på en 37-årig mand i Gadevang, som ligger knap ti minutters kørsel nord for Hillerød.
Den 37-årige mand blev natten til lørdag i sidste uge fundet alvorligt såret med knivstik i nakken, flanken, ryggen og ansigtet.
Mandens tilstand blev lørdag beskrevet som stabil, og han var ikke i livsfare. Men da han ankom til hospitalet, måtte han lægges i kunstig koma.
Det har Sjællandske Nyheder tidligere skrevet på baggrund af sigtelsen mod en 27-årig mand, som allerede er varetægtsfængslet i sagen.
Den 27-årige, som er fra Lyngby, blev fremstillet i grundlovsforhør søndag og varetægtsfængslet frem til 9. februar, sigtet for drabsforsøg.
Ekstra Bladet skrev lørdag på baggrund af kilder fra rockermiljøet, at den 37-årige, der blev overfaldet, er prøvemedlem i rockergrupperingen Comanches.
Det ville politiet dog på daværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde