Nordsjællands Politi er på jagt efter fire personer i en sag om overfald og forsøg på voldtægt af en 23-årig kvinde.
Overfaldet fandt sted søndag aften kort før midnat i Nivå Centret, hvor kvinden kom gående fra stationen nærved. Offeret har forklaret til politiet, at der var fire gerningsmænd.
- De trækker hende i håret, så hun kommer ned på jorden og ligge, og her forsøger de så at trække hendes bukser af, fortæller pressetalsmand Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi.
Kvinden gjorde modstand, og efter et stykke tid valgte de fire overfaldsmænd at opgive deres forehavende og stak af på cykler og knallerter.
- De troede, at der kom nogen, og så valgte de at flygte fra stedet, fortæller Henrik Suhr.
Politiet efterforsker sagen som et forsøg på voldtægt. Ifølge Henrik Suhr var det dog efter alt at dømme ikke alle fire, som var lige aktive i ugerningen.
- Men det er noget, som efterforskningen nu skal belyse nærmere, siger han.
Kvinden har beskrevet de fire overfaldsmænd som udenlandsk udseende mænd i alderen 20-25. Dem leder politiet nu efter, og Henrik Suhr er fortrøstningsfuld med hensyn til at finde frem til overfaldsmændene.
- Dem skal vi nok få fat på, det er jeg ret sikker på, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker