Fire mænd sigtet for hackerangreb på Nem-id

Østjyllands Politi har sigtet fire mænd mellem 17 og 20 år for at stå bag et omfattende angreb mod Nem-id i april, der efterfølgende var nede i flere timer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet kalder selv sigtelserne for "en stor it-sag", og Østjyllands Politi har samarbejdet med Rigspolitiet Nationale IT-Efterforskningssektion, Midt- og Vestjyllands Politi og Københavns Politi.

- Vi slår meget hårdt ned på den her type sager. Det er en alvorlig form for kriminalitet, der berører mange mennesker, og det afspejler sig jo også i strafferammen, siger vicepolitiinspektør Claus Danø, leder af Østjyllands Politis efterforskning.

De fire mænd er også sigtet for forsøg på et lignende angreb mod en anden offentlig myndigheds hjemmeside. Det er dog uvist, hvilken myndighed der er tale om.

Tre af de sigtede blev fremstillet i retten i Randers onsdag, hvor de alle tilstod. Den fjerde mand blev anholdt torsdag og har delvist tilstået. Alle fire personer er løsladt igen.

I forbindelse med anholdelserne er der foretaget to ransagninger i Randers samt ransagninger i Hørning, Silkeborg, Herning, Brande og København.

Her er der blandt andet fundet 19 computere, der nu skal undersøges nærmere. Der venter altså politiet et større analysearbejde, og det forventes, at der kan rejses tiltale mod de fire mænd til efteråret.

De fire mænd er blandt andet sigtet for omfattende forstyrrelse af it-driften, hvor strafferammen er op til seks års fængsel.

/ritzau/