Fire mænd skal i fængsel for at fremstille skunk
Fire mænd har ved Retten i Horsens fået fængselsstraffe på mellem halvandet år og tre et halvt år for at drive tre professionelle skunklaboratorier forskellige steder i Jylland.
Politiet afslørede tidligere på året i alt 28 laboratorier, og flere sager er på vej i retten.
De tre skunklaboratorier, som de fire mænd er blevet dømt for, ligger i Gedved uden for Horsens, i Stakroge nord for Grindsted og i Kjellerup i Midtjylland.
Her har mændene ifølge anklageskriftet dyrket skunk og cannabisplanter svarende til flere hundrede kilo hash. Stoffet ville ved salg kunne indbringe millionbeløb.
Mændene var desuden tiltalt for at have stjålet strøm for over en halv million kroner. Strømmen bruges til at drive varmelamper til produktionen.
Den 40-årige Yen Nguyen, der har vietnamesisk baggrund, skal straffes med fængsel i tre et halvt år, besluttede retten. Han skal desuden udvises, hvis han begår ny kriminalitet inden for to år efter løsladelsen.
En anden mand med vietnamesisk baggrund, den 32-årige Minh Quang Nguyen, blev straffet med to et halvt års fængsel.
Ifølge anklagemyndigheden var det de to vietnamesere, der stod for produktionen og blandt andet fik gartnere, der skulle passe planterne, til landet.
To danskere er også dømt i sagen. Den 32-årige Sharon Gabriel Elmkies fik to års fængsel, mens den 20-årige Michael Pedersen blev idømt halvandet års fængsel.
Deres rolle i skunkdyrkningen var mindre, og de fungerede blandt andet som "dansk facade" i forbindelse med erhvervelsen af de tre ejendomme.
Det skete gennem et selskab, som de havde oprettet i en tyskers navn, uden at denne anede noget om det.
Sharon Gabriel Elmkies valgte at anke dommen med det samme, mens de øvrige dømte valgte at tænke over, om de vil anke.
Politiet afslørede under en storstilet aktion i februar i alt 28 skunklaboratorier i øde beliggende landejendomme og villaer i Jylland og på Fyn. I 20 af dem beslaglagde politiet op mod et ton skunkplanter.
21 personer er blevet anholdt.
Politiet anser skunkproduktionen for at være meget organiseret, og der ventes flere retssager i de kommende måneder.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned