Fire naturbrande i Sønderjylland kan være påsat
Fire brande i plantager nær Kruså og Padborg er muligvis resultatet af bevidste handlinger.
Nu beder politiet om hjælp til at opklare sagerne.
I en pressemeddelelse torsdag hedder det, at det ikke kan udelukkes, at der er tale om en lokal gerningsmand.
Tre af de formentlig påsatte brande er opstået om eftermiddagen.
- Der er tale om mindre brande, og de er opstået på steder ikke så langt fra grusveje, siger politikommissær Anders Hansen fra lokalpolitiet i Aabenraa.
På en måde virker det som om, at gerningsmanden har ønsket, at brandene skal opdages relativt hurtigt, fortæller han til Ritzau.
Den første brand var i Kelstrup Plantage den 24. juli sidst på eftermiddagen. Den næste skete i Frøslev Plantage 31. juli om formiddagen. Den tredje opstod 4. august i Frøslev Plantage sidst på dagen. Og endelig er den fjerde brand noteret i Kiskelund Plantage 6. august sent på eftermiddagen.
Mistanken skyldes blandt andet, at politiet har fundet flasker med brandbar olie, fortæller politikommissæren.
Nu opfordres alle, der færdes i plantagerne, til at holde øjnene åbne og til at kontakte politiet, hvis man ser noget interessant.
I øvrigt blev der i juli sat rekord med hensyn til naturbrande. Alarmcentralerne modtog ikke færre end 448 opkald om naturbrande, oplyste Beredskabsstyrelsen forleden.
Og det er væsentligt flere end i samme måned de foregående år. I 2013 var tallet 286, og året før kom der 126 anmeldelser.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned