Fire røverier på 24 timer: Mand anholdt i København

En mand, som ifølge Københavns Politi tilhører misbrugsmiljøet på Vesterbro, faldt lørdag aften i hænderne på ordensmagten, efter han i løbet af blot et døgn havde begået fire røverier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Røvertogtet gik ud over to forskellige tankstationer, først en Shell og derefter en Q8, der begge ligger i nærheden af Vesterport Station.

I det ene tilfælde truede han med kniv og i det andet med en knust flaske, og ved begge episoder havde han en elefanthue trukket ned over hovedet og stak af med mindre beløb.

Derefter kom røveren tidligt lørdag morgen på uønsket besøg på et hotel på Helgolandsgade tæt på Hovedbanegården. Og på selvsamme hotel stak han sent lørdag eftermiddag atter hovedet ind med krav om at få udleveret penge.

Men så sluttede Vesterbro-mandens kriminelle døgn.

- Vi kender signalementet af ham i forvejen, og da han laver det sidste røveri, sender vi straks noget politi ud på gerningsstedet og får fat i ham, fortæller central efterforskningsleder Dan Sørensen fra Københavns Politi.

- Han er sigtet for fire røverier, og han har erkendt alle sammen. Han er også sigtet for et røveriforsøg, som han nægter, lyder det.

Den anholdte mand, som er født i 1979, skal nu fremstilles i grundlovsforhør. Ingen mennesker på hverken tankstationerne eller hotellet kom noget til i forbindelse med røverierne, oplyser politiet.

/ritzau/