Fire skal i fængsel for knivstik på tank i Albertslund
Fire unge mænd fik torsdag lange fængselsstraffe for et knivoverfald på en tankstation i Albertslund den 3. oktober sidste år.
Overfaldet gik ud over et 34-årigt medlem af indvandrerbanden Black Cobra, der var ved at fylde benzin på sin bil.
Mens han stod der, kom fire personer løbende ind på tanken bevæbnet med baseballbat og knive.
Manden blev stukket flere gange med kniv, blandt andet i det ene øje, så han mistede synet. En anden mand blev stukket med en kniv i foden.
Politiets efterforskning tydede på, at gerningsmændene skulle findes i Askerød-bebyggelsen i Greve uden for København, og efter at politiet havde ransaget nogle adresser her, meldte fire mænd sig til politiet.
Politiet blev efterfølgende sigtet for drabsforsøg og siden også tiltalt.
Imidlertid fandt retten det ikke bevist, hvem af de fire der stak ofret i øjet, og derfor mente retten, at der ikke var grundlag for at dømme nogen af de tiltalte for drabsforsøg.
Derimod har det vejet tungt for retten, at de fire alle tilhører samme gruppering, og at de to overfaldne er medlemmer af en anden bande, så der var tale om et bandeopgør.
Retten idømte tre af de tiltalte hver to års fængsel, mens den fjerde fik to år og fire måneders fængsel.
Retten har blandt andet også lagt vægt på overfaldets grovhed, og at de fire var fælles om det.
En af de dømte, der er født og opvokset i Danmark, men som ikke er dansk statsborger, blev betinget udvist af Danmark med en prøvetid på to år.
De dømte udbad sig alle betænkningstid, med hensyn til om de vil anke.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned