Fire tiltales for terrorangreb mod JP

Alle blev anholdt 29. december 2010 - tre i Herlev ved København og en i Stockholm.

Retssagen går i gang 13. april og er planlagt til at strække sig over 18 dage.

Ved anholdelsesaktionen fandt betjente fra Politiets Efterretningstjeneste en maskinpistol, en 9 mm pistol og et antal skarpe patroner.

Både den svenske (SÄPO) og den danske efterretningstjeneste (PET) fulgte diskret med, da tre af mændene kørte til Danmark og installerede sig i en lejlighed i Herlev.

PET havde opsat et videokamera i lejligheden og kunne derfor følge med i, hvad mændene foretog sig.

Kort efter at have bedt en bøn blev mændene forstyrret, da betjentene brasede ind i lejligheden.

Tre af dem har siddet varetægtsfængslet lige siden, altså i mere end 14 måneder, og den sidste mand blev i april 2011 udleveret fra Sverige til Danmark.

Justitsministeren har nu godkendt den anklage om forsøg på terror, som rigsadvokaten har lagt op til.

Anklagemyndigheden hævder, at gruppen havde planer om at dræbe et "større antal" personer enten i JP/Politikens Hus midt i København eller på en anden ikke nærmere bestemt lokalitet.

Sagen bygger blandt andet på en mængde hemmelige lydoptagelser, som SÄPO har stået for.

Motivet er ifølge anklagemyndigheden avisens Muhammed-tegninger, som gennem de senere år i flere tilfælde har motiveret enkeltpersoner eller grupper til at planlægge blodige hævnaktioner.

De fire har nægtet sig skyldige.

- Jeg var i Sverige på det tidspunkt, mumlede den ene af mændene, en 38-årig svensk-tunesisk mand, da han i april blev ført ind i Retten i Glostrup.

To andre på henholdsvis 31 og 30 år er svenske statsborgere. Den sidste er 45 år og er tunesisk statsborger. Sidstnævnte har tidligere været anholdt to gange på mistanke om terror.

/ritzau/

Fire mænd tiltales nu for at ville dræbe et større antal mennesker på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Offentliggjort Sidst opdateret