Fire voldsmænd for Retten i Herning

Fire mænd blev søndag fremstillet for dommeren i Herning i tre sager om vold fra Silkeborg, Viborg og Bjerringbro.

I Silkeborg opsøgte to mænd lørdag et par på Danevirkevej for at afregne en gæld. De gav skyldneren kølleslag i hovedet og skubbede hans kæreste, lyder sigtelsen. De to mænd på 36 og 25 år er varetægtsfængslet i fire uger.

I Bjerringbro var et andet tæskehold i aktion. Fire-fem bøller kørte væk, da politiet kom, men vendte natten til søndag tilbage og slog en mand i hovedet med et bordben med en strittende skrue. Politiet har anholdt en 18-årig mand for vold, oplyser vagtchef Jens Claumarch i Midt- og Vestjyllands Politi.

I Viborg opsøgte en 20-årig mand sin mor og slog hende ifølge politiet i ansigtet. Han var netop prøveløsladt for vold - mod moren.

/ritzau/

En dommer i Herning fik en travl søndag med tre grundlovsforhør over sigtede for vold. En slog sin egen mor.

Offentliggjort Sidst opdateret