Firmaer nedtoner frygt for Bin Laden-hævn

Amerikanske virksomheder og interesser i Danmark skal være ekstra på vagt over for mulige terrorangreb i disse dage.

Sådan lyder det fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) efter at amerikanske specialtropper mandag dræbte Osama bin Laden.

Og den udmelding bliver taget alvorligt af det amerikanske handelskammer i Danmark, AmChamDenmark.

Men det giver ikke anledning til en øget sikkerhed blandt de danske og amerikanske virksomheder i organisationen, siger direktør Stephen Brugger.

- Vi har været på vagt siden den 11. september 2001, og jeg mener ikke, at det har ændret sig væsentligt på grund af drabet på Osama bin Laden.

- Men det er klart, at hver gang der er en begivenhed i verden, så er man lidt mere påpasselige, siger han.

Han vurderer samtidig, at danske virksomheder fortsat måske er endnu mere udsatte end de amerikanske på grund af Muhammedkrisen og tegningssagen.

- De danske virksomheder er under pres på grund af Danmarks øgede engagement i verden og Danmarks øgede profil i den islamiske verden.

- Så de danske virksomheder er et ligeså højt mål, hvis ikke højere - og det har stået på siden krisen med tegningerne, siger han.

Der er i alt 436 amerikanske ejede virksomheder i Danmark ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.

Én af disse er it-firmaet IBM, og her ønsker man ikke at kommentere på, hvorvidt sikkerheden er øget for de 7000 medarbejdere siden mandag.

- IBM's generelle politik er, at vi ikke kommenterer på sikkerhedsspørgsmål, siger pressechef Carsten Grønning.

/ritzau/

Amerikanske firmaer i Danmark er på vagt over for terrorangreb, siger handelskammer efter advarsel fra PET.

Offentliggjort Sidst opdateret