Fiskars får medhold i strid med Bodum om populær kaffekop
Fiskars og Bodum var i strid om ophavsret i forbindelse med en kop. Fiskars mener, at Bodums kop "Douro" er en efterligning af "Contrast", som produceres af Fiskars-ejede Royal Copenhagen. Foto: Sø- og Handelsretten/Free
Sø- og Handelsretten har givet Fiskars medhold i, at Bodum har krænket rettighed til Royal Copenhagen-kop.
Bodum må ikke længere fremstille en kop, som firmaet kalder "Douro". Bodum skal tilbagekalde og destruere alle de kopper, der er på lager eller kommet i handlen, uanset farve og størrelse.
Sådan lyder det i en dom, som Sø- og Handelsretten fredag har afsagt.
Fiskars, der ejer Royal Copenhagen, havde lagt sag an mod Bodum med påstand om, at sidstnævnte virksomhed med sine "Douro"-kopper krænkede rettigheden til den populære Royal Copenhagen-kop "Contrast". "Douro"-koppen var en efterligning, lød det.
Det er Sø- og Handelsretten enig i. Fiskars er af retten blev tildelt et vederlag på 75.000 kroner.
- På trods af forskelle finder retten, at "Douro"-koppen i al væsentlighed har samme designmæssige udtryk som "Contrast"-koppen, og at kopperne for beskueren med det utrænede øjne efterlader det samme helhedsindtryk, skriver retten i sin dom.
Bodum agter at anke dommen, oplyser selskabets advokat til DR.
Ifølge Bodum er det de "kulturgeografiske landskabskonturer i den portugisiske vindal omkring floden Douro", som har inspireret til designet af producentens "Douro"-kop.
Opfattelsen hos Fiskars var, at "Douro"-kruset er en efterligning af Royal Copenhagen-koppen "Contrast". Den fik sin udformning fra designeren H.C. Gjedde tilbage i 2007 og er blandt Royal Copenhagens mest populære produkter. Der er solgt 1,5 millioner "Contrast"-kopper gennem tiden.
I det sammenfattende processkrift, som Fiskars havde indleveret til Sø- og Handelsretten, stod der, at "Contrast"-koppen trods et "nyt og anderledes formsprog" alligevel er tro mod det karakteristiske Royal Copenhagen-udtryk.
Det er blandt andet det riflede porcelæn, som er karakteristisk. Ikke bare for "Contrast"-serien, men langt tilbage i den kongelige porcelænshistorie, som begyndte helt tilbage i 1775.
Den nederste del af "Contrast"-koppen er på ydersiden beklædt med et bånd af farvet silikone med de samme rifler som porcelænet. Og det er navnlig her, at Bodum ifølge Fiskars kommer for tæt på med sit "Douro"-krus.
Både i størrelse, i helhedsudtryk og i detaljer minder Bodum-produktet så meget om Royal Copenhagen-koppen, at der er tale om "en nærgående efterligning", lød det i processkriftet.
Bodum afviste påstanden. Selskabet henviste til, at "Douro"-kruset designmæssigt skal ses som en udvikling, der går tilbage til kruset kaldet "Picnic" fra 2004.
Dette krus havde også et silikonebånd og blev altså til flere år før det kongelige porcelænskrus med navnet "Contrast".
Bodum anførte i sit processkrift, at "Douro" er en designlinje med flere produkter, som alle er karakteriseret ved et riflet mønster.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet