Fiskeimperium bygger ifølge anklager på systematisk kvotefusk

Bagmandspolitiet fører sagen mod storfiskeren Henning Kjeldsen fra Skagen. Han kræves idømt en bøde samt konfiskation af et beløb svarende til, hvad det påståede fusk med fiskekvoter har indbragt ham. Fiskeren selv nægter sig skyldig. På billedet ses et af hans fartøjer, "Gitte Henning". (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Når storfisker havde opbrugt sine egne fiskekvoter, benyttede han ifølge anklager stråmænd til at omgå regler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Storfiskeren Henning Kjeldsen har haft så stor appetit på at udvide sit fiskeriimperium, at han ikke har tøvet med at bruge familie og venner som stråmænd.

Sådan lyder anklagen torsdag i Retten i Holstebro fra Bagmandspolitiet, der fører den langstrakte sag mod fiskeren fra Skagen og ni andre personer.

Anklagemyndigheden er på 39. retsdag nået til de afsluttende bemærkninger i sagen, hvor fiskeren fra Skagen er tiltalt for omfattende fusk med fiskekvoter.

- Det billede, der tegner sig, er, at Henning Kjeldsen foranledigede oprettelsen af nye selskaber, hver gang han selv var løbet tør for plads til at købe kvoteandele i sit eget navn, siger specialanklager Lisette Jørgensen.

Seks mænd og en kvinde er sammen med Henning Kjeldsen tiltalt i sagen. De tilhører fiskerens vennekreds, og kvinden er Henning Kjeldsens kone.

De er alle fiskeridirektører på papiret og ejer selskaber, der hver har erhvervet fiskekvoter.

Men anklageren mener, at de reelt har ageret stråmænd for storfiskeren.

Når Henning Kjeldsen havde erhvervet de kvoteandele, som han lovligt måtte, tyede han til familie og venner, lyder anklagerens påstand.

Som eksempel nævnes, at fiskerens nu afdøde far stiftede selskabet Nordstrand Fiskeri. Faren var på det tidspunkt gået på pension som fisker.

Han nåede kun at eje selskabet i tre måneder, inden han afgik ved døden, og ejerskabet blev i stedet overdraget til Henning Kjeldsens kone.

Anklageren mener, at Henning Kjeldsen har haft væsentlige fordele af stråmandsselskaberne.

- Henning Kjeldsen er en forretningsmand, der konstant er på udkig efter nye kvoter og selskaber, der kan erhverves til attraktive priser.

- Han har et motiv til at sørge for, at forretningen vokser og bliver bedre, lyder det.

To rådgivere - en advokat og en revisor - er tiltalt for at have medvirket til at omgå kvotereglerne.

Eksempelvis har en af rådgiverne ifølge anklageren foreslået, at en af de tiltalte kunne agere stråmand for Henning Kjeldsen.

Det står ifølge anklageren i en håndskrevet note, som er fundet i forbindelse med efterforskningen af sagen.

Retssagen blev indledt i februar og kører på overtid.

Henning Kjeldsen kræves idømt en bøde og konfiskation af det beløb, som han ifølge anklagemyndigheden har tjent via fusk med kvoterne.

Anklagerne har torsdag middag endnu ikke løftet sløret for, hvor stor en bøde og en konfiskation, de går efter.

Alle de tiltalte nægter sig skyldige.

Det er endnu uvist, hvornår retten afsiger dom i sagen.