Fjerde mand fængslet for hjemmerøveri i Skælskør
En 83-årig mand blev udsat for et groft hjemmerøveri, efter at han havde sat Rolex-ur til salg i Den Blå Avis.
I en sag om et røveri mod en ældre mand i Skælskør, der blev sprøjtet i ansigtet med peberspray og mistede et Rolex-ur, er en fjerde mistænkt fredag blevet varetægtsfængslet.
Det er en mand på 20 år, der sigtes for medvirken til hjemmerøveri, skriver sn.dk.
Offeret er en 83-årig mand. Han havde sat et ur til en værdi af cirka 68.000 kroner til salg i Den Blå Avis, men da tre potentielle købere efter aftale dukkede op for at se nærmere på uret, blev han udsat for røveri, har politiet tidligere oplyst.
Der blev taget hårdt fat i manden, der som nævnt også blev sprøjtet med peberspray.
I forbindelse med en efterlysning af en bil i sagen kunne politifolk i Nyborg få timer efter forbrydelsen skride til anholdelse af to unge. De to, der er 17 og 20 år, er fortsat fængslet i sagen.
Siden er en 25-årig mand blevet anholdt og varetægtsfængslet.
Politiets sigtelse drejer sig om et såkaldt egentligt hjemmerøveri. Denne type røveri straffes langt hårdere end røverier, der finder sted på gader eller i banker og forretninger.
I lighed med tidligere retsmøder i sagen foregik fredagens grundlovsforhør ved Retten i Næstved for lukkede døre. Dermed er offentligheden afskåret fra at få at vide, hvad politiet bygger sin mistanke på, og hvad de sigtede har forklaret.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde