Flammer raserer taglejlighed: 12 evakueret
En mindre konvoj af brandbiler kørte natten til lørdag ud af garagen for at slukke ilden i en taglejlighed tæt ved Søerne i København.
Flammerne opstod omkring klokken 00.30 i en lejlighed på femte sal i Thorupsgade på Indre Nørrebro, og adskillige beboere måtte reddes ud af bygningen.
- Vi har evakueret 12 til 13 personer fra forskellige lejligheder, siger vagtchef Mads Firlings fra Københavns Politi.
Brandvæsnet oplyser, at alle blev evakueret via opgangen, og ingen er kommet til skade. Men lejligheden er godt medtaget.
- Stuen er udbrændt. Flammerne er gået ud igennem vinduerne, og branden har været synlig et stykke derfra, siger alarmoperatør Klaus Hansen fra Københavns Brandvæsen.
Hele ni brandkøretøjer blev sendt til adressen for at tøjle flammerne, som dog hurtigt kom under kontrol. Efter flere timers efterslukningsarbejde kunne den sidste brandbil forlade stedet lidt efter klokken 03.
Politiet stillede flere busser til rådighed, så beboerne i opgangen kunne få varmen, mens brandvæsnet slukkede de sidste gløder.
Alle er lørdag morgen tilbage i deres lejligheder på nær de to beboere i den udbrændte taglejlighed, som nu skal genhuses.
Branden opstod ved, at der gik ild i nogle madrasser. Politiet ved endnu ikke, om rygning er årsag til flammerne.
- Hvis det viser sig at være tilfældet, så kan man forestille sig, at de bliver sigtet for overtrædelse af beredskabsloven - det er den, man typisk bruger i de her sager, fortæller vagtchef Mads Firlings.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde