Flere angreb på Bandidos undersøges af politiet
Efterforskere i politiet forsøger at opklare flere angreb på rockerklubben Bandidos i løbet af de seneste måneder.
Det gælder blandt andet en påsat brand i Haslev, hvor et forladt tilholdssted var mål for en brandstifter. Dertil kommer en påsat brand på en tatovørforretning i Rødovre.
- I flere politikredse foretages der efterforskning, og vi koordinerer efterforskningen, siger politiinspektør Michael Ask fra Rigspolitiets nationale efterforskningscenter.
Natten til onsdag opstod der brand i Bandidos-klubhuset i Kvistgård i Nordsjælland. Men det er endnu ikke klarlagt, om der også her var tale om en forsætlig brandstiftelse.
- Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at der eventuelt kan være en sammenhæng, siger Michael Ask.
Nordsjællands Politi venter, at der kan gå nogle dage, før branden i industrikvarteret i Kvistgård er undersøgt.
Først ved middagstid onsdag var temperaturen kommet så langt ned, at det var muligt for teknikere at bevæge sig ind på stedet.
Undersøgelserne vil formentlig fortsætte efter mørkets frembrud, oplyser politiets talsmand, Henrik Suhr.
Fire mænd var til stede i rockerborgen, da branden i et tilhørende værksted opstod. De kom ud uden en skramme.
Uroen i rockermiljøet har også fået politiet til at lukke for adgang til en bygning i Næstved, hvor rockergruppen Westside Nation holder til. Gruppen er brudt ud af Bandidos og er ifølge politiet af den grund i unåde.
Politiet forbød adgang til bygningen på Præstøvej den 23. oktober, og så sent som onsdag har politiet forlænget adgangsforbuddet. Det er fjerde gang, det bliver forlænget.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde