Flere år i fængsel til lokale Bandidos rockere

Stort politi opbud foran Østre landsret i Nykøbing i forbindelse med "Guldfuglen" blev afhørt i retten tidligere på året. Foto: Anders Knudsen

Østre Landsret var ikke i tvivl da en ankesag fra det lokale rocker-miljø skulle afgøres.

Offentliggjort Sidst opdateret

Landsretten stadfæstede en dom fra Retten i Nykøbing om, at de to mænd var skyldige i tilsammen fem forhold. Og straffene blev også stadfæstet af landsrettens dommere.

Den 53-årige Christian Grünwald fik igen tre år og seks måneders fængsel. Det er en tillægsstraf til en tidligere dom på seks års fængsel, som den 53-årige er ved at afsone.

Hans kammerat, den 32-årige Rune Knudsen, blev igen idømt fire års fængsel.
Med denne dom er politi og anklagemyndighed ved at afslutte de mange sager, som en tidligere Bandidos-rocker, kaldet Guldfuglen, satte i gang for to år siden.

Tilbage står en enkelt sag mod en enkelt mand med tilknytning til Bandidos.

Dømt for det hele
De to mænd er som nævnt dømt efter anklageskriftet, hvor de to største forhold handlede om narko.

Guldfuglen har fortalt politiet, at Christian Grünwald og en anden Bandidos-rocker stod bag en hashklub i Vordingborg i nogle måneder i 2010-2011. Her skal der være blevet solgt omkring 30 kilo hash til en stor kreds af brugere. Der er dog usikkerhed om mængden.

Christian Grünwald har nægtet sig skyldig, men han udtalte sig stort set ikke under landsretssagen.

Et kilo kokain
Den 53-årige og hans kammerat, Rune Knudsen, er også fundet skyldig i besiddelse af et kilo kokain.

Ifølge Guldfuglen blev han af Christian Grünwald i juli 2011 sendt til Park Café på Østerbro i København for at hente kokainen.
Den blev kørt til et hus på Østerbro i Nykøbing, og her blev kiloet gemt og delt. Husets ejer var Rune Knudsen, som var ved at sætte huset i stand.

Begge mænd har nægtet at kende noget til sagen.
Desuden er Rune Knudsen fundet skyldig i at have organiseret et tyveri af 700-800 kilo kobberkabler fra Seas i Idestrup. Tyveriet fandt sted i oktober 2010, og Guldfuglen og en anden mand har tilstået, at de stod bag tyveriet.
Den 32-årige har nægtet, at han stod bag tyveriet af kobberkablerne.

Troede på Guldfuglen
Ligesom Retten i Nykøbing har landsretten vurderet, at Guldfuglen var et troværdigt vidne.

Han blev også afhørt forleden, og det skete igen under store sikkerhedsforanstaltninger.

Bevæbnet politi var igen på plads både indenfor og udenfor landsrettens bygning i Slotsgade i Nykøbing for at passe på hovedvidnet.