Flere biler fanget af tidevandet ved Rømø

Flere udenlandske turister måtte torsdag eftermiddag se hjælpeløst til, mens Vesterhavet opslugte deres biler ved Sønderstrandvej på Rømø.

Turisterne havde forladt deres biler ved lavvande og nåede ikke tilbage i tide før højvandet satte ind, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet blev tilkaldt, men forlod stedet igen, da det viste sig, at alle turisterne selv var nået i sikkerhed.

Ifølge vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi sker det jævnligt, at turister bliver overrasket over det kraftige tidevand. Så jævnligt, at Rømø har et specielt køretøj, der er i stand til at trække biler op af vandet.

/ritzau/

Flere udenlandske turister måtte torsdag se deres biler oversvømmet ved Rømø.

Offentliggjort Sidst opdateret