Flere dna-spor belaster mulig serievoldtægtsmand

Foto: Malte Kristiansen /Scanpix

Flere beviser forstærker mistanken mod en mulig serievoldtægtsforbryder i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

På et af de kvindelige ofre har man fundet noget materiale på hendes kind, som matcher den sigtedes dna.

Det er kommet frem mandag i Retten på Frederiksberg, hvor den 40-årige mand har fået forlænget sin varetægtsfængsling med fire uger.

- Jeg mener fortsat, der er en begrundet mistanke mod dig i de forhold, du er sigtet for. Jeg mener også fortsat, at der er grund til varetægtsfængsling, fordi der er en risiko for, at du kan gøre det her igen, lød dommerens begrundelse.

Den 40-årige mand er sigtet for overfald på kvinder i perioden 2009 til 2012.

Politiet mener, at manden både har begået fuldbyrdet voldtægt, voldtægtsforsøg samt andre seksuelle krænkelser.

Manden har huseret på et stisystem nær bydelen Tingbjerg. De fleste af hans ofre har ifølge politiets mistanke været unge piger, der blandt andet er blevet væltet af cyklen og efterfølgende forulempet.

I tre tilfælde er den sigtedes dna fundet på pigerne, men politiet efterforsker også seks andre forhold fra samme område og med samme fremgangsmåde, hvor pigernes beskrivelse passer på den sigtedes signalement.

Og nu har man altså fundet flere dna-spor, som også peger på manden.

Den 40-årige kom i søgelyset, da politiet standsede ham efter et færdselsuheld. Her fandt man genstande i hans bil, som viste sig at stamme fra røveri mod et af ofrene.

Selv nægter han sig dog skyldig, selv om han erkender tyveri.

- Jeg har ingen forbindelse til denne sag, siger manden gennem sin tolk.

- De må gerne se mig og mødes med mig, så de kan se, at det ikke er mig.

Anklageren krævede, at manden fortsat skulle være fængslet blandt andet af hensyn til politiets efterforskning, og fordi han ikke skal have mulighed for at opsøge og påvirke ofrene.

Udover at forlænge varetægtsfængslingen blev det også besluttet, at manden skal mentalundersøges.

/ritzau/