Flere ejendomme evakueres i Herfølge efter overgravet gasledning
En overgravet gasledning ved Nonnebanken har ført til, at der lugter af gas i flere ejendomme. De evakueres.
Flere etageejendomme i Herfølge evakueres onsdag morgen, fordi en gasledning er blevet gravet over ved Nonnebanken 1.
Det giver gaslugt i nærområdet, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
Ifølge pressetalsmand Thomas Kristensen er der tale om op mod ti etageejendomme.
Politiet modtog en anmeldelse om sagen klokken 07.40, og både politi og brandvæsen er lidt efter klokken 08 til stede i området for at håndtere situationen.
Adspurgt om der er nogen fare i området som følge af gasudslippet, siger han:
- Vi har vurderet, at de nærtboende skulle væk fra deres lejligheder, mens det her står på.
Thomas Kristensen kan onsdag morgen ikke give et estimat for, hvornår udslippet af gas er stoppet, og beboerne kan vende hjem igen. En tekniker er ankommet for at slukke for gassen.
Det sker med jævne mellemrum, at en gasledning graves over.
Ifølge det statsejede selskab Evida, der distribuerer gas til over 400.000 danske hjem og virksomheder, var der i første halvår af 2023 samlet set 509 overgravninger af Evidas gasledninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker