Flere er anholdt i sag om dødsulykke med væltet træ i Sorø
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil onsdag aften orientere om en sag, hvor en 55-årig mand har mistet livet, fordi et træ væltede ned over hans bil. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Onsdag eftermiddag er flere personer blevet anholdt i sag om væltede træer på Sjælland, oplyser politiet.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har onsdag eftermiddag anholdt flere personer i forbindelse med en sag, hvor en 55-årig mand har mistet livet i Sorø, ved at et træ væltede ned over hans bil.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Onsdag aften klokken 18.30 vil politiet afholde et kort pressemøde om sagen på politistationen i Næstved.
Her vil politiet orientere om sagen og svare på spørgsmål, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.
Tidligere onsdag meldte politiet ud, at der var mistanke om, at træet, der væltede ned over den 55-åriges bil, var blevet fældet med en motorsav.
Dødsulykken skete kort efter midnat natten til onsdag.
Den 55-årige kom kørende ad Parnasvej i Sorø, da træet væltede ned over hans bil.
Få timer forinden - klokken 22.37 - fik politiet en anmeldelse om en lignende hændelse nær Slagelse.
Anmeldelsen gik på, at et træ var blevet fældet og lå hen over Slagstrupvej syd for Havrebjerg.
Byen ligger nogle kilometer nord for Slagelse.
Modsat ulykken i Sorø kom ingen til skade ved hændelsen i Havrebjerg.
Alligevel ser politiet med alvor på sagen, lød det tidligere onsdag fra politiinspektør Peter Compen.
- Træet, der væltede ned over bilen og dræbte føreren, er angiveligt fældet med overlæg, og det er formentlig også tilfældet med træet nord for Slagelse.
- Når nogen på den måde skaber livsfarlige situationer for andre, er det i sagens natur noget, vi ser meget alvorligt på, sagde han i en pressemeddelelse.
Onsdag eftermiddag skriver politiet, at man har arbejdet det meste af natten og hele dagen onsdag på at afdække, hvad der er sket.
Det har ført til anholdelserne. Den første af dem skete klokken 17.12.
Politiet har ikke meldt noget ud om, hvor mange anholdte der er.
Det er heller ikke kommet frem, hvordan de anholdte har forbindelse til sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde