Flere er kommet til skade ved uheld med cirka 20 biler
Bilister på Hillerødmotorvejen skal mandag morgen forvente længere rejsetid efter uheld med flere biler.
Flere personer er mandag morgen kommet til skade i en trafikulykke på Hillerødmotorvejen i retning mod København. Ulykken er sket lige før Bagsværd.
Ingen er dog blevet alvorligt kvæstet i den mindre stribe af uheld, der skete på strækningen omkring klokken 07.00.
- Fire personer er lettere tilskadekomne, men vi har ikke fået meldinger om alvorlig skade. Nogle er blevet kørt fra stedet i ambulancer for en sikkerheds skyld, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Bo Nyberg Ris.
Op mod 20 køretøjer har været involveret i større eller mindre grad i flere uheld over en strækning på 200 meter.
Motorvejen har været helt spærret, men er nu genåbnet, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside. Oprydningsarbejdet er dog fortsat i gang. Derfor ventes det, at trafikken først vil glide normalt igen efter myldretiden.
Omkring klokken 08.30 lyder det, at bilister på strækningen mellem Allerød og Bagsværd skal regne med en ekstra rejsetid på cirka 40 minutter.
Det er mandag morgen generelt glat på vejene, oplyser flere politikredse.
I forbindelse med uheldene på Hillerødmotorvejen er det særligt en underafkølet bro, der har drillet bilisterne.
Vejen på jorden kan man umiddelbart sagtens køre på, men på broen er det koldere. Derfor er den glattere end asfalten med forbindelse til jordunderlaget.
Derudover har Bo Nyberg Ris en klar opfordring: Det er blevet tid til vinterdæk.
- Det er frostvejr, og den kommende tid vil byde på mere nattefrost. Vi kunne konstatere, at der ved det ene uheld med otte implicerede biler kun var vinterdæk på én af bilerne. De andre syv kørte fortsat på sommerdæk.
- Så hvis ikke man har fået skiftet dækkene, er det nu, siger han.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker