Flere fartsyndere ryger i nettet

Politiet sigter flere og flere billister for at køre for stærkt. Det viser Rigspolitiets årstal for 2011.

Politiet rejste 516.915 sigtelser for overtrædelser af færdselsloven i 2011, og det er knapt 30.000 flere end i 2010 og knapt 50.000 flere end i 2009.

Mere end halvdelen af sigtelserne handler om, at billister har trykket for hårdt på speederen og overtrådt hastighedsbegrænsningerne.

Politiet tilskriver det øgede antal sigtelser, at man har styrket kontrollen på vejene.

- Jeg er meget tilfreds med, at politikredsene gennem deres synlige indsats er med til at sikre trygheden på vejene. Og det stigende antal sigtelser viser, at der er behov for vores indsats, udtaler rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

- Der fortsat alt for mange, som kører for hurtigt, taler i mobiltelefon eller er påvirket af spiritus og dermed ikke viser den fornødne respekt for deres medtrafikanter, tilføjer han.

Samtidig viser opgørelser fra Vejdirektoratet, at antallet af trafikdræbte er faldet til 200 sidste år.

Det er 55 færre end året før, hvor antallet af dræbte i trafikken i forvejen lå på et historisk lav niveau.

- Så selv om jeg glæder jeg mig over, at vores indsats er medvirkende til at antallet af dræbte i trafikken bliver ved med at falde. er det nødvendigt, at vi fortsætter vores indsats, udtaler rigspolitichefen i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Flere og flere fartglade danskere bliver sigtet af politiet. Samtidigt falder antallet af trafikdræbte.

Offentliggjort Sidst opdateret