Flere henvendelser i flugtsag fra Kofoedsminde

Foto: Politiet har fået flere henvendelser, efter at de i går efterlyste den 30-årige Bo Jensen fra den sikrede anstalt på Kofoedsminde. Foto: Mogens Warrer

Politiet er i øjeblikket i gang med at følge op på de spor, de har fået

Offentliggjort Sidst opdateret

Leder af lokalpolitiet i Nakskov, Søren Vægter, fortæller, at de siden efterlysningen af den dømte sexforbryder Bo Jensen i går har fået flere henvendelser i sagen. Dog stadig uden at kunne finde frem til, hvor han opholder sig.

- Det er vi rigtig glade for. For eksempel har vi fået en opringning fra en DSB-ansat, som fortalte, at han havde mødt en fyr i toget mod Jylland, som passede på signalementet. Den unge mand havde ingen rejsehjemmel og fik en bøde, så nu er vi i gang med at undersøge, om hans identitet passer på Bo Jensen, forklarer Søren Vægter.

Politiet har også modtaget flere henvendelser, som de med det samme har kunne forkaste igen, men det hele er kærkomment, understreger Søren Vægter.

Siden i går tirsdag har politiet overvåget forskellige adresser og forsøgt at kortlægge Bo Jensens flugtrute. Han stak af fredag i sidste uge, men først i går valgte politiet at efterlyse ham.

- Vi ventede med efterlysningen, fordi der var en del informationer fra Kofoedsminde, vi først skulle have undersøgt. Da det viste sig, at vi havde for få spor, valgte vi så at bede offentligheden om hjælp, fortæller Søren Vægter.