Flere politikredse melder om færre indbrud

Landets politikredse har efter ordre fra Rigspolitiet haft ekstra fokus på indbrud den senere tid, og det har tilsyneladende haft en effekt. Flere politikredse melder nu om et markant fald i antallet af indbrud begået juleaften og julenat. Det glæder blandt andet Østjyllands Politi i Århus.

- Vi har haft 24 anmeldelser om villaindbrud det sidste døgn. Sidste år var tallet 38 for det samme tidsrum, så foreløbig tyder det på et markant fald, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Jes Frederiksen tidligt julemorgen.

Også Nordsjælland har været mindre plaget af juleindbrud i år.

- Umiddelbart har vi ikke oplevet trykket så stort som sidste år. Vi har haft mange patruljer ude på udvalgte steder, hvor der tidligere har været mange indbrud, og det ser ud til at have hjulpet. De seneste 30 timer har vi i alt fået 30 anmeldelser, og det er klart færre end sidste år, siger vagtchef Søren Bjørnestad.

Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg kan både glæde sig over, at antallet af indbrud foreløbig tegner til at blive lavere end sidste år og, at det er lykkedes at anholde tre indbrudstyve.

Den første blev anholdt først på aftenen i Esbjerg. En nabo så tyven, da han forlod en villa med tyvekoster. En nabo så tyven og alarmerede politiet, som kort efter kunne anholde den 27-årige indbrudstyv i nærheden. Efter midnat anholdt politiet yderligere to personer i Esbjerg, som virkede mistænkelige. Politiet har sigtet dem for mindst to indbrud.

Om det totale antal af indbrud juleaften er mindre end normalt, kan politiet først afgøre om nogle dage, når alle de mange danskere, der er på juleferie er vendt hjem.

Politiet har i år blandt andet forsøgt at begrænse antallet af indbrud ved at nægte udgang til fængslede personer, som er notoriske indbrudstyve.

/ritzau/

Politiet har tilsyneladende haft held til at nedbringe antallet af indbrud juleaften.

Offentliggjort Sidst opdateret