Flere sigtet for mandatsvig i forsikringsbranchen: Svindel for op mod 15 millioner

Københavns Byret kommer mandag med kendelse om, hvorvidt de sigtede i en sag om mandatsvig i forsikringsbranchen skal beskyttes af navneforbud. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

NSK har beslaglagt ejendomme i en sag om mandatsvig relateret til krakket selskab. Sigtede ønsker navneforbud.

Offentliggjort Sidst opdateret

En række personer omkring et kollapset forsikringsselskab er blevet sigtet for mandatsvig.

Fredag var to advokater mødt op i Københavns Byret, hvor de anmodede en dommer om at beskytte i alt seks sigtede personer og to virksomheder i sagen med et navneforbud.

På retsmødet løftede anklager Rizwan Khan fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) lidt af sløret for sagen, som stadig er under efterforskning.

Han fortalte, at der er rejst sigtelser for mandatsvig af grov beskaffenhed. Mandatsvig er eksempelvis, når en person i en virksomhed misbruger sin stilling eller beføjelser til uberettiget vinding.

Subsidiært - hvis der ikke er tale om mandatsvig - er der rejst sigtelser for returkommission. Returkommission handler om bestikkelse i den private sektor.

Der er beløbsmæssigt tale om en sag, som løber op i 10-15 millioner kroner. Ikke alle personer er dog sigtet for så højt et beløb.

Sigtelserne blev rejst 9. oktober, fortalte anklageren.

- Der er sket sigtelse, men der er ikke afgivet forklaring fra de sigtede endnu. Der skal afhøres vidner.

- De eventuelle beviser, som politiet allerede har, skal bearbejdes og undersøges. Der skal formentlig også foretages nye efterforskningsskridt, sagde Rizwan Khan på retsmødet.

Bevismaterialet kan blandt andet være mails og regnskabsmateriale.

Børsen beskrev tidligere på ugen, at NSK 9. oktober havde beslaglagt ejendomme på fem adresser i København og Nordsjælland tilhørende fire personer med relation til det krakkede forsikringsselskab.

Advokat Tyge Trier og advokat Claus Abildstrøm var fredag til stede i retten, hvor de bad om navneforbud for alle sigtede i sagen.

- Det er ikke rimeligt, at deres navne kommer frem på det her tidlige stadie, sagde advokat Tyge Trier, der var mødt på vegne af seks af de otte sigtede.

Den ene af de sigtede i sagen er advokat, men ifølge Tyge Trier har sagen ikke noget med hans advokatvirksomhed at gøre.

I retsmødet protesterede både Børsen og Ritzau mod nedlæggelse af navneforbud.

Først på mandag afgør Københavns Byret, om der skal nedlægges navneforbud. Spørgsmålet kan derefter komme for landsretten.

/ritzau/