Flere skud affyret på Midtsjælland

Der er mandag aften affyret flere skud i Stenlille ved Sorø. Ingen personer skulle være ramt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet er mandag aften rykket ud til Stenlille ved Sorø efter anmeldelser om flere skud på Stationsvej.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi får flere anmeldelser om, at der er affyret tre-fire skud, fortæller vagtchef Jan Andersen.

- Umiddelbart skulle ingen være ramt, fortsætter han.

Politiet fik anmeldelserne om skyderiet klokken 20.16.

Ved 21.30-tiden kan vagtchefen ikke sige, om politiet har fundet patronhylstre eller skudhuller i området.

- Vi er på stedet og arbejder intenst på at finde ud af, hvad der er sket, siger han.