Flere skydevåben fundet i Brønshøj

I flere omgange har en ung mand skjult farlige skydevåben og hash i et kælderlokale i Brønshøj, mener politiet. Den 21-årige fremstilles tirsdag i et grundlovsforhør med krav om fængsling.

Først fandt politiet den 27. marts en revolver og tilhørende ammunition og en mindre mængde hash. Betjentene forskede videre i sagen, og i sidste uge besluttede de på ny at undersøge det samme kælderrum. Denne gang lå der to pistoler og atter lidt hash. Den ene pistol stammer fra forsvaret, og den anden er stjålet under et indbrud i Tyskland, oplyser Københavns Politis bandeenhed.

Hvad den anholdte siger til sigtelsen, har politiet ikke i første omgang oplyst.

/ritzau/

Revolver og to pistoler lå gemt i kælderrum, og Københavns Politi forsøger at gøre 21-årig mand ansvarlig for lageret.

Offentliggjort Sidst opdateret