Flere trafikuheld giver problemer i midtjysk morgentrafik

I Midt- og Vestjylland har der været flere trafikuheld. Der er alvorlig personskade efter uheld ved Brande.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har været flere trafikuheld tirsdag morgen i Midt- og Vestjylland.

Det oplyser Viggo Rækby, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

På Sønder Karstoftvej ved Brande er to biler kørt frontalt sammen. Der er alvorlig personskade, men ingen er i livsfare, oplyser vagtchefen kort efter klokken 9.

Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 07.30 tirsdag.

Også på Herningmotorvejen har der været et trafikuheld.

Ifølge TV Midtvest skete uheldet omkring klokken otte mellem Hammerum og Herning.

De involverede er bragt til tjek på skadestuen, oplyser Viggo Rækby.

- Det giver selvfølgelig problemer i morgentrafikken, siger han.

Mellem Ørnhøj og Grønbjerg er der tirsdag også sket et vigepligtsuheld, hvor en bus og en bil er involveret.

Ingen er kommet alvorligt til skade, lyder det fra vagtchefen.

Ifølge TV Midtvest endte både bil og bus i grøften som følge af uheldet. I øjeblikket arbejdes der på at få bussen bugseret væk fra uheldsstedet, skriver mediet.

/ritzau/