Flere tyverier af designer-indbo

Modelfoto Foto: /ritzau/Eskestad Mik

Designermøbler og indbo i større mængder er stjålet ved flere indbrud i dagtimerne på få dage.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var indbrudstyve, der vidste lidt om, hvad der var noget værd, der i løbet af dagtimerne tirsdag brød ind i en landejendom på Langøvej syd for Nakskov.

Et køkkenvindue er brudt op i tidsrummet mellem klokken 08.15 og 14.20.
Hele huset er effektivt gennemrodet og skabe og skuffer efterladt åbne.

Der er stjålet en del designermøbler i form af en lænestol af mærket Svanen med sælskind i bund- og rygstykket, 10 Y-stole i læder og to PH-lamper. Der er også stjålet flere Kay Bojesen-figurer - blandt andet spurven og gravhunden. Dertil kommer diverse smykker og ure samt to Playstation 4.

Onsdag blev en villa på Refshalevej i Maribo også indsat for indbrud, hvor målet var dyrt indbo.

Et kældervindue blev brudt op mellem klokken 8 og 16.20, og hele villaen er gennemrodet.

Der er stjålet seks ph-lamper - heraf tre loftslamper, to bordlamper og en standerlampe. Der er også stjålet en zebra-stol, en højttaler af mærket Libratone samt et større udvalg af diverse smykker.

Torsdag blev endnu en villa på Refshalevej udsat for indbrud i dagtimerne. Her er tyv eller tyve også kommet ind via et opbrudt vindue.

Der er stjålet tre loftslamper, en ph-standerlampe, en Arne Jacobsen gulvlampe, to stole og ti Kay Bojesen-figurer. Der er også stjålet smykker og kontanter.

Meget tyder på, at der er tale om samme gerningsmand eller mænd, da alle indbrud er begået i dagtimerne, og der i alle tilfælde er stjålet designermøbler.

Politiet hører meget gerne fra eventuelle vidner, som har set noget mistænkeligt i området. Politiet kan kontaktes på telefon 114.