En lang række mennesker med psykiske lidelser vil sandsynligvis nu få erstatning fra deres ulykkesforsikring.
Det forventer den advokat, der netop har overbevist dommerne i Højesteret om, at en jysk lærer skal have en million kroner fra sin ulykkesforsikring.
Læreren blev overfaldet på sit arbejde på en observationsskole for adfærdsvanskelige unge. Senere blev han truet, og det medførte en moderat til svær depression.
Forsikringsselskabet nægtede at betale ham erstatning, men Højesteret gav altså læreren medhold.
I de seneste to år har Ankenævnet for Forsikring ladet et stort antal lignende sager ligge stille, fordi nævnet ville se, hvad Højesteret nåede frem til.
- Det er min opfattelse, at i hvert fald hovedparten vil få erstatning, siger advokat Birgitte Pedersen fra advokatfirmaet Hjulmand & Kaptain i Hjørring.
- Der kan selvfølgelig være andre uafklarede spørgsmål i de pågældende sager, men det principielle spørgsmål er der efter min opfattelse taget stilling til i Højesterets dom, siger advokaten.
Højesteret slår fast, at mennesker, der får en psykisk skade på grund af trusler eller andre hændelser ikke er afskåret fra at få erstatning, selv om ulykkesforsikringer som regel nævner fysiske skader.
Den jyske lærer tabte retssagen først i byretten i Viborg og dernæst i Vestre Landsret. Men i Højesteret fik han altså medhold.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker