Flugtbilist dømt for uagtsomt manddrab

Den 41-årige Michael Frank Pedersen er idømt fængsel i halvandet år for uagtsomt manddrab. Det var natten til den 19. september 2009, at han kørte en 33-årig mand ihjel på Hasle Ringvej i det nordlige Århus.

Byretten i Århus fandt det bevist, at den 41-årige kørte særlig hensynsløst med alt for høj fart, da han kørte ind i krydset for rødt og påkørte fodgængeren. Den dømte har erkendt at være kørt over for rødt lys, men nægtet hasarderet og hensynsløs kørsel.

Bilisten blev også fundet skyldig i at have kørt bil uden kørekort og at være påvirket af bevidsthedspåvirkende stoffer under kørslen.

Michael Frank Pedersen flygtede fra ulykkesstedet, hvor den dræbte døde på stedet. Offeret blev fundet omkring 50 meter fra det sted, hvor politiet mener, at han blev ramt af bilen. Det anslås, at den 41-årige kørte cirka 120 kilometer i timen.

Anklager Jacob Bülow Møller havde krævet to års fængsel. Den 41-årige mister nu også retten til at køre bil de næste otte år.

Forsvareren Henrik Garlik Jensen krævede - med henvisning til en kun to dage gammel højesteretsdom - kun fængsel i 30 dage.

Den dømte har siddet varetægtsfængslet siden dagen efter ulykken.

/ritzau/

Et trafikdrab i Århus har kostet en mandlig bilist halvandet års fængsel. Samtidig mister han kørekortet de næste otte år.

Offentliggjort Sidst opdateret