Flugtbilist mistænkt for påkørsel af betjent er anholdt
Politiet i Aarhus har siden fredag eftersøgt en flugtbilist. Nu er han anholdt. Passager har meldt sig selv.
En 20-årig mand, som fredag menes at have påkørt en politibetjent i Aarhus, er blevet anholdt.
Det oplyser Østjyllands Politi i et tweet natten til mandag.
De nærmere omstændigheder omkring anholdelsen oplyses der intet om.
En passager i bilen har desuden meldt sig selv, lyder det fra politiet, som vil informere yderligere om anholdelsen i en pressemeddelelse mandag morgen.
Påkørslen af betjenten fandt sted i det vestlige Aarhus fredag aften i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj.
Betjenten var i gang med at lægge såkaldte stop sticks ud på kørebanen for at få standset flugtbilisten, da bilisten påkørte ham i høj fart.
Efter ulykken flygtede bilisten ud ad Silkeborgvej. Den 31-årige betjent er i kritisk tilstand.
I forbindelse med eftersøgningen af føreren og passageren offentliggjorde Østjyllands Politi navne og billeder af begge.
En mand, der er identisk med den 20-årige person, som nu er anholdt, fortalte i januar til TV2 Østjylland i forbindelse med et tv-indslag om vanvidsbilisme i Aarhus Vest, at han var kendt som "vanvidsbilisten" i sit nærområde.
- Jeg kører selv meget hasarderet. Jeg er kendt som vanvidsbilisten her rundt omkring, lød det fra den unge bilist, som tv-stationen havde mødt på en tankstation i Aarhus Vest.
- Jeg kører over for rødt hele tiden. Det er ikke, fordi en rød lygte skal forhindre mig i at køre over. Hvis der er frit, så kører jeg jo bare.
Østjyllands Politi har natten til mandag ikke ønsket at komme med yderligere udtalelser i forbindelse med anholdelsen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde