Fly kørte i Kattegat ved Tunø

Et privatfly forulykkede mandag eftermiddag på øen Tunø mellem Samsø og Jylland, da flyet var ved at lette, skriver eb.dk.

Flyet af typen TB 9 endte i Kattegat, men hverken piloten eller de tre passagerer kom noget til. Det fortæller Jan Heitmann, der bor på øen.

- De måtte dog smadre en rude i flyet for at komme ud, men de slap alle med småskrammer, siger han til Ritzau.

Ifølge Jan Heitmann er det langt fra første gang, at der sker flyuheld på øen. Inden for de seneste fem år er der sket fire uheld ved den korte landingsbane, der blot er 300 meter.

Lokale landmænd trak mandag eftermiddag flyet op af vandet, og ingen myndigheder har indtil videre været inde over sagen.

/ritzau/

Et privatfly endte i Kattegat, da piloten ikke fik lettet i tide på øen Tunø mellem Samsø og Jylland. Ingen kom noget til.

Offentliggjort Sidst opdateret