Fodboldfan i livsfare efter kraftig stød

En 21-årig mand fra Odense blev onsdag aften i en helikopter fløjet til Rigshospitalet i København efter en ulykke nord for Fredericia Banegård. Manden var stået op på en godsvogn og fik strøm igennem sig, da han rørte ved en køreledning.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er den 21-årige i livsfare.

Ulykken skete tæt på Monjasa Park i Fredericia efter pokalkampen mellem hjemmeholdet og OB fra Odense. Politiet sætter den derfor i forbindelse med fodboldkampen, hvor en kontrollør mistede en finger, da der tilsyneladende blev kastet med fyrværkeri mod ham. Kontrolløren er indlagt, mens manden, der ifølge politiet kastede fyrværkeriet, er anholdt, oplyser vagtchefen i Horsens.

/ritzau/

21-årig mand fra Odense fik strøm igennem sig, da han stod op på et tog og ramte køreledning. Ifølge politiet er han i livsfare

Offentliggjort Sidst opdateret